Vel hjemme i går aftes tænker jeg tilbage på nogle gode dage. Norge har storslået natur og spændende veje, som begge passer perfekt til spejdere på motorcykel.
Igen i år var vi i et hjørne af en lile camping-plads. Dem er der mange af mellem vejen og de mange søer.
Jeg vil nu fortæle som jeg oplevede turen, Det bliver nok lidt langt, men jeg håber det kan være til inspiration:
Jeg så i forumet om turen at der -som altid- var en del fra team Flemming som ville med. Her var tilbud om overnatning hos Torben og Linda, så jeg tog afsted torsdag aften. Fredag morgen tidligt gik det så nordpå via en opsamling i Silkeborg. Da vi kørte var der våd vej men solskin og skyer. Jeg tænkte hvor længe det gik godt, og da vi nåede over broen til Mors så ramte vi den første alvorlige byge. Vi gjorde regntøjs-stop og efter jeg var iført min bamse-klovne-sparkedragt i mange retro-farver gik det videre til færgen. I Thy blæste det præcis som jeg mest husker Thy for. Her siger man "nede på 10 m/s"! Vi kom ind i de række vi skulle men der var ingen færge. Den var forsinket pga. blæst. Svend kom med de rundstykker han havde lovet i forumet. Nu var det tørvejr, og kaffen kom frem. Lige bedst som det går fint kommer der en regnbyge. Heldigvis regner det vandret i Hanstholm så vi flyttede hen til væggen på toilet-containerne. Her er der tørt flere meter ud fra vægen. Da vi er klar til færgen som nu ankommer kommer personalet og siger at vi skal vente endnu 2 timer da personalet skal have pause, for ellers kan de ikke klare en dobbelt-tur i møg-vejr, da disse kan trække ud. Nu står det klart at vores kom til Norge i god tid-strategi med indlagt udflugt op vejen til tref'et er ændret til kom når vi kan. Vi beslutter at se bunkers-museet i ventetiden. Her får man et godt indblik i hvor bøvlet det er at føre krig mod alle og skulle forsvare en kystlinie fra Spanien til det nordligste Norge. Lidt naivt at tro det muligt, men det er helt sikkert at man gjorde hvad man kunne. For en teknik-freak er det imponerende at man i 40'erne bygger kanoner der kan skyde en granat på over 400kg over 50 km væk. Efter museet holdt vi den frokost som skulle have været i norge i Shopping-centeret. Vi modtager løbende sms'er fra Master-Ferries om nye mødetider, og da vi kører til færgen skal vi ombord. Her spændes cyklerne omhyggeligt fast til dækket. Vi kaprer de få pladser med bord og vindue-udsigt. Det er vigtigt at kunne se ud når det gynger. Kaptajnen byder velkommen og siger at der er 5 meter høje bølger så vi kommer nok til at vugge lidt. Da vi er meget forsinket vil han forsøge at gå den hurtigste vej, men måske må vi en omvej. Færgen hopper så meget at det giver sug og vægtløshed i maven. Dette er for meget for mange og personalet kommer og deler brækposer og lakridspastiller ud. (Hvis man er sø-stærk er lakridserne blot en bonus) Efter en tur som 2 timer i en rutchebane hvor stopknappen har sat sig fast, ankommer vi til Kristianssand. Egentligt et fjollet navn for her er absolut intet sand. Til gengæld er her flot. Jeg lægger ud med at køre forrest fordi der er et opkald fra DR-P3 dr skal passes. Jeg misser en afkørsel, men efter en lille omvej er vi på sporet. Vi gør holdt lidt fra vejen, og jeg kan se at de har ringet. Vi venter og de ringer igen men noget gør at selvom jeg tager telefonen er der ingen. Det er programmet Mondo der ville have et indslag direkte. Tiden går og vi opgiver. Så får jeg et opkald med en aftale om at det bliver mandag i stedet. Vi kører videre og landskabet bliver mere spændende. Vejen er en hovedvej, men det fritager ikke en for at holde skarpt øje med buler og huller. Vi danskere er ikke vant til at vejene bliver ødelagt af frosten i det omfang. Vejene går som oftest langs de mange søer og elve. Nogle steder er der ekstra smalt, og her skal man være vågen hvis der kommer modkørende. Især Uffe da han kører med sidevogn. Vi er 9 der følges derop. Efter et par timer har vi kørt de 130 km. Her venter en varm velkomst. Der er kommet 5 andre danskere, og selvfølgelig Trond og Vibeke som arrangerer treffet. Der er afbud fra nogle norske spejdere, og kun en enkelt fra Oslo dukker op. Tina og Keld fra Odense kommer først midt om natten.
Næste morgen var det fint vejr. Efter morgenmad som jo hedder frokost var vi klar til fællesturen. Der var planlagt en tur på 230km rundt i Telemarken. Vi skulle starte med en lille færgetur, men da færgen var i stykker ændrede vi ruten lidt. Første stop var en café hvor der var kaffepause. Dvs. ejeren havde ikke åbnet endnu, men blev straks sat i gang med ar brygge. Herefter trillede vi ad snoede veje op og ned. Der opstår et underligt fænomen, hvor man pludselig ikke kan mærke om vejen går opad eller nedad. Således kan man se vand langs vejen der pludselig ser ud som om det løber opad. (det gør det nok ikke)
De Norske veje er lidt hullet så man skal være vågen, men en del af ruten var helt ny asfalt. Fantastisk lækkert, for så kan man bedre nyde udsigten. .Vi kørte ned i en dal til en by der passende hed dalen. Her er et berømt hotel hvor diverse konger og berømtheder har været. Dette er ført tilbage til det oprindelige uden TV mv. Vi spiste frokost, som hedder lunch i parken, og bagefter var der kaffe og kage inde på hotellet
Vi kom forbi et sted hvor den moderne ski's fader kom fra. Telemarksskien udgik herfra, og grundlaget for konkurrencer fødtes her. Her spiste vi endnu en fabriks-is. (De har ikke tradition for det med gammeldaws is i Norge) Herpå fulgte en etappe hvor man kunne lukke op for lysten til at fyre den af opad 21 hårnålesving. Så kom der melding fra færgen at nu virkede den igen. På hjemvejen tog vi færgen over til et område der havde været uden vej indtil 60'erne. Vandvejen var eneste forbindelse til de 120 der boede her. Nu kunne vi sejle derover og spise en speciel tyk pandekage med hindbær og romme. Herefter var det bare ligeud indtil vi var hjemme 20 minutter senere.
Her var der afslappet hygge, og opstart til afensmad som bestod af kød på grillen med salat, kartoffelsalat mv. Der var bl.a. en slags krydrede t-bones fra gris. Den slags udskæring var ny for mig, men smagte fortrinligt. Det blæste en del, men vi satte bordene i læ af den lille campinghytte vi rådede over, og lavede et læ-segl af en presenning. Efter maden var der kano-sejlads for dem der havde lyst, og bålet blev tændt. Bålpladsen lå halvt ude i vandet, så hvis man ville sidde i vindsiden blev det en våd fornøjelse. Vinden lagde sig, og det blev helt rart. Trond havde lånt sin søn's guitar, og der var en der kunne spille. Det blev aldrig til fællessang, men kvoten var måske opbrugt i Vester-Vedsted. (eller var det mangel på sangbøger??) Der var dejlig bålstemning.
Verden er lille, så Torben og Linda har en fætter der tilfældigt var på samme plads. Hvad er lige sandsynligheden for det når man tænker på hvor stor Norge er? Hm.
På sidste træf skulle jeg synge "Den lille malkeko" for Tina, men jeg havde ikke min mundharpe med. Det havde jeg nu, men pludselig var Tina gået i seng, så det blev aldrig til noget. Resten af grillkul'ne blev hældt i små gril's (Hvad hedder en grill egentlig i flertal?) og sat bag kolde rygge og ben til stor tilfredshed for bl.a. Linda. Vi fik en kop "udenlandsk kaffe", og hyggede til det blev koldt og sent. Denne nat var jeg forberedt og lagde ud med nye strømper og langærmet trøje i posen. Det hjalp. Nætterne er væsentlig koldere end i Danmark på denne tid.
Søndag stod vi først på efter 9-tiden. Drengene fra Albertslund havde valgt at tage Oslo-færgen, så de skulle køre allerede ved 10-tiden hvis de skulle nå en masse pauser undervejs. Vi fik lige en formidagsbyge, så'n bare for at teltene ikke skulle være tørre når de blev pakket ned. Efter pakning og regntøj-spændtrøje tog vi afsked og kørte afsted. Først til tanken. Her tog min gamle maskine lidt benzin (Jeg havde kørt over 20 km/liter hvilket er meget unormalt) og en liter olie (også lidt unormalt) - maskinen er trods alt en ældre dame...
Vi rullede af de flotte landeveje mod kysten. Regnen blev mindre, og ved en pause 40 km. før færgen var det tørvejr. Her var det tid til en lokal specialitet: Hotdog med rejesalat!! Skik følge eller land fly! -Det smagte fint. Færgefarten var ren luksus. Vandet var blevet fladt. (Det er noget af en hav-stryger der skal til for at rette de buler ud) I Hanstholm sagde vi farvel til Svend, Kent og Ida. Nu var det fint vejr, og det var bare om at æde nogle kilometer. Efter tankning før 13'eren takkede jeg af, og kørte alene hjemad. (13'eren er en af de dersens underlige motorveje de har i Jylland hvor alle kører 110km/t men der er kun 2 spor og der kan være traktorer og sideveje!!) Den går lige til Vejle, hvor der kommer mere orden i motorvejs-begrebet. Til gengæld bliver det mere kedeligt. Nu skulle de sidste 160 km bare overstås. Hjem til familien med 2 unger der allerede var kommet i seng, og som savnede "farmand". Desværre kan man ikke tage billede af en stemning, men de 3-500 billeder der blev taget har Uffe. Han finder nok nogle der passer ind i teksten, og så må du selv forsøge at danne dybden. Mæt af indtryk, nød jeg fridagen om mandagen..

Lennert